HVEM ER JEG, OG HVAD ER MIT TILHØRSFORHOLD?

Kandidat for Liberal Alliance i Rudersdal. Jeg har en tæt tilknytning til Rudersdal kommune og arbejder for at gøre en god kommune endnu bedre


Vi har brug for en frisk start

HVEM ER JEG?

Optimist og tror på det bedste i mennesker.

Jeg er 66 år og bor i Gl. Holte sammen med min hustru Graziella.  

 

Tilsammen har vi syv drenge og nu også fem børnebørn. Gennem min karriere har jeg arbejdet i større virksomheder i både internationale og nordiske stillinger.

I dag driver jeg min egen virksomhed, hvor jeg rådgiver mindre virksomheder og hjælper dem med at udvikle sig og vækste. Min erfaring er også formet af en tid i udlandet, hvor jeg har boet og arbejdet i både London og Kuala Lumpur.


Ud over mit professionelle virke engagerer jeg mig i frivilligt arbejde. Jeg har blandt andet hjulpet unge drenge med at starte virksomheder gennem ’Mind Your Own Business’ og bidrager til at arrangere Copenhagen Comics, Danmarks største tegneseriefestival. 

I min fritid brygges øl med humle fra egen have og spille computer med familien. Jeg går ture med vores labrador Ace, på markerne og lærer fransk. Jeg deltager gerne i foredrag for at blive klogere på verden. Politik interesserer mig på både internationalt, nationalt og lokalt niveau, da jeg mener, at viden og engagement er nøglen til at forstå og forme samfundet og fremtiden.


Jeg er uddannet cand. merc. og har klassiske personlige værdier. For mig er en aftale en aftale, og et ord et ord – troværdighed og ansvarlighed er essentielt. Jeg værdsætter sund fornuft, og jeg mener, at diskussioner skal være baseret på fakta. Det er vigtigt at tale ordentligt til hinanden, og jeg tror på, at vi alle har et personligt ansvar.


HVAD ER MIT TILHØRSFORHOLD TIL RUDERSDAL KOMMUNE OG HVORFOR STILLER JEG OP?

Jeg har et stærkt bånd til Rudersdal Kommune.


Jeg er født og opvokset i Søllerød, hvor jeg har gået i børnehave, skole og gymnasium, og deltaget i forskellige fritidsaktiviteter. I dag plejer jeg mit gamle netværk fra folkeskolen og gymnasiet.


Mine første job var også her – jeg delte morgenbrød og aviser ud i Søllerød, vaskede op på Søllerød kro og omdelte senere post i Holte som ung. Gennem årene har jeg boet fire forskellige steder i kommunen og har for nylig bygget mit eget hus her. I dag bor jeg i Nærum og driver en lille rådgivningsvirksomhed i området.


I min fritid spiller jeg tennis i Trørød Tennisklub, hører foredrag i Hemingway Klubben på Havartigården hver tirsdag og deltager i arrangementer i Vedbæk Kulturhus, når tiden tillader det.

Jeg holder meget af Rudersdal og kender kommunen rigtig godt. Her føler jeg mig hjemme. De mange grønne områder, nærheden til havet og de forskellige bydele giver Rudersdal sin helt egen unikke charme.


Jeg holder mig opdateret om, hvad der sker i kommunen, ved at følge lokale nyheder, være aktiv i Facebook-grupper og lytte til venner og bekendte, der bor her.


En stor del af min omgangskreds bor også her i kommunen, og vi diskuterer hyppigt, hvad der foregår, og hvad der kan gøres bedre.

HVORFOR STILLER JEG OP?

Jeg har altid haft en stor interesse for politik, men har tidligere valgt at prioritere min tid anderledes og nu, hvor mine børn er blevet ældre og mere selvstændige, har jeg muligheden for at engagere mig aktivt. Jeg har også fuld opbakning til det hjemmefra, hvilket betyder meget.


Jeg synes, Rudersdal trænger til en ny start. Jeg er skuffet over, hvordan de etablerede partier forvalter den tillid, borgerne har givet dem. Kommunen har brug for en mere borgerlig politik og en bedre tone på rådhuset. Derfor stiller jeg op – for at skabe forandring og sikre en stærkere fremtid for Rudersdal.